Forbedring af sundheden hos svin - SEGES Projektsitet
Formålet er at skabe viden til at sikre en optimal og robust dyresundhed og god dyrevelfærd. Derved sikres en stabil og rentabel produktion med minimale udsving over tid. Den optimale sundhed søges opnået gennem en række aktiviteter indenfor områderne: bedre forståelse af sygdomsårsager, bedre diagnostik, vurdering af behandlingsstrategier, udvikling og afprøvning af vacciner samt vurdering af sygdommes økonomiske betydning. Den samlede nytteværdi for branchen vil være et bedre grundlag for at optimere sundhed og velfærd i svineproduktionen og derved reducere de omkostninger, syge dyr udgør.
Projektet indeholder en bred vifte af delprojekter, der samlet set understøtter formålet:
1) Smertebehandling
2) Sundhedsøkonomi
3) Vaccination mod ondartet lungesyge
4) Virusinfektion ved luftvejssygdomme
5) Leptospirose
6) Grise med topmaver
7) Problemfri fravænning uden brug af zink
8) Udvikling af vacciner mod ondartet lungesyge
9) Universel sundhedsovervågning
10) Flere topmaver
11) Navlebrok
12) Livskraftige fravænningsgrise
13) Multivalente vacciner mod luftvejssygdomme.
Leptospirer udskilles med urin, så test af urinprøver kan påvise smitteudskillere. I 3 besætninger blev ca. 50 søer pr. besætning undersøgt. I én besætning var 2/3 af søerne smitteudskillere. Der blev ikke påvist smitte i de to øvrige besætninger.
Det lykkedes ikke at sanere en PRRSV-positiv besætning for PRRSV ved hjælp af en levende PRRSV-vaccine. Besætningens oprindelige PRRSV blev dog presset ud af besætningen og erstattet et vaccinelignende virus.
SPF-status betød ikke noget i sobesætninger. For smågrise var tabet 6,50 kr./ produceret gris i besætninger positive for AP2/6 og MYK. Antibiotikaforbruget var højere hos smågrise positive for PRRS og MYK og slagtesvin, der var positive for MYK.
Der blev ikke påvist effekt på foderudnyttelsen af at vaccinere mod ondartet lungesyge ved indsættelse i slagtesvinestalden i en besætning. Det kan dog skyldes, at den del af grisene havde en aktiv smittegang før vaccination.
Tildeling af halm i stien til slagtesvin svarende til op til ca. 300 g pr. gris pr. dag fjernede ikke, men reducerede forekomsten af mavesår/-ar og gav et fastere maveindhold.